Foto: Privat
Når jeg skulle ride en hest, der var blevet “døv” for schenklerne, tog jeg sporerne af. Når jeg skulle ride en hest, der var “følsom” for schenklerne, tog jeg sporerne af. Det første jeg gjorde, når jeg fik en ny elev, var altid at tage deres sporer af…
I gamle dage – som ikke er så længe siden
I gamle dage – som ikke er så længe siden – der skulle vi have sporer på, hvis vi skulle ride stævne. Derfor kom sporerne på igen, når hesten var kommet “ind under schenklerne”, altså når den “døve” hest kunne gå uden schenklerne og den “følsomme” hest kunne gå med schenklerne, som jeg plejede at sige.
Jeg har nu ikke haft sporer på overhovedet i to år… fordi det en dag slog mig, hvorfor egentlig tage dem på igen, når jeg rider endnu bedre uden? I dag rider jeg alligevel ikke stævner og hvis jeg skulle få lyst, så er det alligevel ikke pligtigt længere – halleluja!
Jeg har aldrig selv prøvet at gøre skade med sporerne og jeg ved, der er mange andre ryttere der heller ikke har, så det er ikke fordi jeg påstår at sporen er ond i sig selv – som med både pisken og brødkniven, handler det jo om hvem og hvordan man bruger dem.
Men hvorfor egentlig bruge dem, når vi kan lære at ride bedre uden?
Jeg har prøvet at hoppe op på en hest i bare sutsko, der overhovedet ikke ville gå fremad med sin rytter, trods både pisk og sporer, men som også til min egen og ejerens store overraskelse med det samme fløj afsted helt ubesværet.
“Jeg kan ikke se hvad du gør?!” Sagde ejeren. “Fordi jeg gør så lidt som muligt” svarede jeg. Denne hest gjorde det så klart for mig, det jeg egentlig altid havde vidst, men nu fik holdt et tydeligt spejl op på, at god ridning handler nemlig ikke om kræfter og dominans men om forbindelse, energi og motivation.
Fortsættelse følger…