Når hjælperne muligvis hjælper dig, men ikke din hest

Når hjælperne muligvis hjælper dig, men ikke din hest

7. juni 2024 Af HorseJournal

Foto: Privat

Når hjælperne muligvis hjælper dig, men ikke din hest. Jeg er den heldige avler, ejer og rytter af Hamza. Han er en smuk, klog og meget sensitiv fyr. Vores historie sammen er helt for sig, men jeg kom en dag til at tænke på en vigtig del fra den.

Lære at changere

For efterhånden nogle år tilbage skulle Hamza igang med at lære at changere. Objektivt set var han klar. Han kunne alle LA øvelser rigtig flot. Så næste skridt måtte være middelsvær. Når man er meget sensitiv som Hamza, så føltes nye uvante ting meget udfordrende. Han begyndte at få ondt i ryggen og han begyndte at blive stærk fortil og forsøge at løbe fra mig.

Forslag

Jeg blev foreslået at tage en glidetøjle på ham. Nej, det ville jeg ikke, det havde jeg aldrig redet med. Hvad så med et skarpere bid. Nej, det ville jeg også være ked af, for han var jo normalt meget følsom fortil.

Det kunne muligvis have “hjulpet” mig med at styre ham (og underforstået forsat presse ham), men det ville jo ikke have løst det reelle problem, som var, at han var helt vildt stresset, presset og spændt i sin krop.

Dårlig samvittighed

Samtidig havde jeg dårlig samvittighed, for jeg var blevet tungere og sadlen vidste jeg godt ikke var helt optimal for ham. Nok passede den min popo, men den var altså for stor til hans lille fine sadelleje.

For at gøre en lang historie kort, så gik jeg hjem og stoppede med at træne changementer. Jeg begyndte at lave jordarbejde med ham, imens fik jeg tilpasset en sadel der passede til ham og så tabte jeg mig 20 kg!

Jeg er stolt

Jeg havde længe fokus på at skabe den bedste ramme for ham og forstå ham bedre. Det kom ikke fra den ene dag til den anden. Og jeg ved flere syntes jeg var langsommelig og overdrevet. Men jeg er stolt af jeg gjorde det, for han kom til at lære at changere… uden ondt i ryggen, uden glidetøjle, uden skarpt bid eller lignende… bare et år senere..

Kærligst Camilla

Læs også seneste på bloggen